Femte Maj Stenen i Grenaa

Placering:
Ved indgangen til Anlægget.
Opstillet år:
1946
Anledning:
Danmarks befrielse
På initiativ af:
Grenaa Forskønnelsesforening.
Tekst:
5. maj 1945
      
Mod fremmed Aag har Folket stridt
      
Ved fælles Kamp blev Landet frit
Materiale:
Natursten af bornholmsk granit med bronzerelief.
Kunstner:
Relief udført af Elna Borch
Finansieret af:
Grenaa Forskønnelsesforening og Grenaa Kommune med halvdelen hver.

Femte_Maj_Stenen_i_Grenaa_22-3

Femte Maj Stenen i Grenaa er opstillet ved indgangen til Anlægget fra Randersvej. Stenen er en natursten af bornholmsk granit, hvori der er indfældet et bronzerelief, der forestiller hovedet af en ung fakkelbærer. Relieffet er udført af Elna Borch. I stenen er indhugget datoen for Danmarks befrielse, 5. maj 1945, samt teksten:

Mod fremmed Aag har Folket stridt
Ved fælles Kamp blev landet frit.

I årene efter 1945 rejste man overalt i landet mindesmærker for befrielsen og for faldne frihedskæmpere, og mange steder samles man stadig om disse sten og statuer ved højtideligheder, hvor man mindes besættelsestiden.

I Grenaa tog Forskønnelsesforeningen i marts 1946 initiativ til at rejse en mindesten for befrielsen. Byrådet gav tilladelse til opstillingen og vedtog at yde halvdelen af udgifterne, ”dog højst 500 Kr., under Forudsætning af, at Stenen får et monumentalt Udseende”, som det står i referatet fra byrådets møde den 8. april 1946.

Den 29. april 1946 samledes bestyrelsen for Grenaa Forskønnelsesforening, repræsentanter for byrådet og fra den lokale afdeling af Frihedsrådet til et møde. Her fremkom borgmester Aksel H. Hansen med forslag om, at stenen placeres på det såkaldte ”Mads-Axels Torv”, der så skulle døbes om til ”Fredens Plads”. Torvet er den nuværende H. P. Rosenvinges Plads, der dengang uofficielt havde fået navn efter to af beboerne, arkitekt og borgmester Mads C. Thoft og overlæge Axel Klindt. Efter et møde i markudvalget blev man dog enige om, at lade stenen opstille i Anlægget på en plads kaldet ”Fru Mommes Hjerte”. Det var en lille blomsterbeplantet trekantet plads i den vestlige del af anlægget få skridt fra Randersvej.

Femte_Maj_Stenen_i_Grenaa_22-2

Der blev udskrevet en konkurrence om indskriften på stenen. Blandt de 17 indkomne forslag vedtog man at vælge et fra landsretssagfører Engberg:

 
Ved fremmed Aag blev Folket eet
 
Ved fælles Kamp blev Landet frit.
I den endelige udformning er det dog ændret til:
 
Mod fremmed Aag har Folket stridt
 
Ved fælles Kamp blev Landet frit.

Søndag den 16. juni 1946 blev mindestenen afsløret ved en højtidelighed i Grenaa Lystanlæg. Mellem 200 og 300 mennesker var mødt op.

Indtil 1967 stod stenen i ”Fru Mommes Hjerte”, men det var en udbredt opfattelse, at den stod for mørkt og ubemærket, og da Kærvej/Vestervej skulle reguleres, vedtog Grenaa Byråd, at stenen skulle flyttes til Vestervej ved Vestre skole, hvor den kunne få en mere hensigtsmæssig placering. Det skete den 25 september 1967, hvor stenen blev flyttet fra anlægget til Vestergade.

Her stod den indtil 18 april 2009, hvor den blev flyttet til sin nuværende placering i anlægget.

Elna Borch, billedhugger, født i Roskilde 1869 og død i København 1950. Hun blev bl.a. uddannet på Kunstakademiet i København og modtog flere stipendier og udmærkelser. Hun arbejdede naturalistisk og lavede mange skulpturer og portrætter, som kan ses mange steder i landet.

Se også Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon (1995).