Rimsøstenen

Placering:
Rimsø Kirkegård, Toresvej 4
Opstillet år:
1889
Anledning:
.
På initiativ af:
Direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring
Tekst:

 
Thore, enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og. ..
 
. .. . som værst for sønnen

Materiale:
Blålig granit.
   
Eneste danske runesten med lønskrift

pic_18_4 Rimsoestenen

Enkelte ord i runeteksten skal læses bagfra – det er såkaldt lønskrift. (fra Danske Fortidsminder hjemmeside)

Rimsøstenens historie

Kommer man ind på Rimsø kirkegård, undgår man ikke let straks at  få øje på en stor sten, der står på en høj i kirkegårdens nordøstre hjørne. Det er en runesten, og den benævnes i reglen i værker om oltidsminder med navnet Rimsøstenen.

Den er forholdsvis sent blevet kendt. Det første, man ved om den, stammer fra en indberetning fra historikeren Vedel Simonsen fra 1814. Vedel Simonsen meddeler her, at han på grevskabet Scheel har fundet en lang, smal flise, på hvis rand der fandtes runer, som dog, da de var ufuldstændige, ikke kunne tydes. Stenen havde siddet indmuret i Rimsø kirke. Det må åbenbart have været et stykke af Runestenen, i hvis indskrift der netop mangler en del runer. 1832 blev det af pastor Seidelin indberettet, at der i kirkens sydmur var opdaget en stor runesten. 1875 blev stenen taget ud. Den viste sig at være af en anselig størrelse. Man kan flere steder se den betegnet som landets højeste runesten; men ifølge prof. Wimmer skal der dog på Bornholm findes to, der er højere. Undersøgelsen viste, at dens længde var 5 alen 3 tommer (ca. 322 cm). Som den står nu, er dens højde over fundamentet 226 cm. – Stenen henlå derefter på kirkegården til 1889, da den blev rejst på dens nuværende plads.  Indtil 1814 fandtes der også en anden og mindre runesten, som nu er forsvundet.

Der knytter sig en mærkelig historie til stenen fra den tid, da den endnu sad indmuret i kirken og kun en del af dens indskrift kunne ses. 1837 indgav nemlig Aug. Baggesen (digteren J. B.s søn) en beretning til Oldskriftselskabet om en runesten i kirkemurens fundament i Rimsø. På grundlag af en med beretningen følgende tegning tydede oldforskeren F. Magnussen indskriften således: »Rurik for (eller til) sin brud Ingride». Og han fremsatte formodning om, at Rurik var en jydsk fyrste, som, efter at han 857 havde erobret Jylland, blev kaldt til Rusland, hvor hans efterkommere herskede i flere hundrede år. (Den Rurik, der vandt herredømme i Rusland, var ifølge nyere undersøgelser svensker). Denne tolkning førte med sig, at en professor i Dorpat, Kruse, i 1839 skrev en længere afhandling om den ældste russiske fyrsteslægts hidkomst fra Jylland, og endnu flere år senere kunne man se sagen omtalt i udenlandske skrifter. Da stenen blev taget ud, så hele indskriften kunne ses, skulle det vise sig, at denne tydning af indskriftens begyndelse var fejlagtig.

Runeforskeren P. G. Thorsen havde, mens stenen sad indmuret, to gange undersøgt denne; men da kun en del af indskriften var synlig, måtte tydningen opgives. Efter udtagningen blev stenen straks undersøgt på ny, hvorefter Thorsen kom til følgende tydning: »Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og -». Her er nogle runer beskadiget, medens andre helt mangler (formodentlig dem, der fandtes på den føromtalte flise), og det øvrige finder Thorsen »ganske umedgørligt». Senere forsøgte prof. Wimmer at udfylde hullerne i indskriften, ligesom det også lykkedes ham at klare det »umedgørlige», idet han fandt ud af, at indskriftens slutning skulle læses bagfra (lønskrift). Hele indskriften lyder da efter Wimmers tydning således: »Thore, Enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og sin søster, (to) gode kvinder. Døden er den største ulykke for sønnen».

wpe93322ae_05_06 Rimsoestenen

(fra Rimsø.dk hjemmeside)

Teksten må forstås sådan, at moderens død var den værste ulykke, som overgik sønnen. Det er typisk for vikingetidens runesten, at den som satte stenen (Thore) også nævner sig selv på stenen, samt at der er en direkte henvisning til hans slægtsbånd (Enrådes bror) – og indtil gravhøjen evt. engang måtte blive undersøgt, kan det i al fald ikke udelukkes, at den rummer graven med Thore´s moder

Det ny, smukke værk om Danmarks runeindskrifter af Lis Jacobsen og E. Moltke har tydningen: »Thore, enrådes broder, rejste denne sten efter sin moder og. .. . som værst for sønnen», idet man her ikke er gået videre, end hvad man med sikkerhed kan se.
I flere tilfælde er runesten rejst over mand og hustru, sjældent som her kun over kvinder. Sjældent skal det også være, at der som i denne indskrifts slutning gives udtryk for følelser.
Stenens nuværende plads er som nævnt på en høj (gravhøj?) på kirkegården.

I Lis Jacobsen og Moltkes bog fremsættes formodning om, at dens oprindelige plads har været ved foden af denne høj, og udtales, at kun en undersøgelse af højen vil kunne vise, om der er en nærmere forbindelse mellem stenen og højen. Også Thorsen omtaler højen og udtaler ønske om at få den undersøgt.

Om runestenens flytning til og rejsning på højen har den daværende sognepræst i Rimsø, Fr. Wilhjelm, fortalt: »Runestenen har henligget ved den søndre kirkedør. Den er derfra udtaget af kammerherre Benzon, og efter en del år at have ligget på kirkegården blev d. 2. august 1889 ved direktionen for de antikvariske mindesmærkers bevaring opstillet på højen. Om morgenen mødtes en stor del af sognets mænd, som drog den på ruller til stedet. Ved middagstid stod den rejst, men så brast det tov, der holdt den, og den sank om, først ved aften stod den atter oprejst efter et anstrengende arbejde. I foden der støbtes dagen efter, blev en beretning indmuret. Lærer Nissen fra Ramten ledede arbejdet.»

(Kilde: Hans P. Mogensen – Hver skimlet skrift og Danske Fortidsminder hjemmeside)

pic_18_3 Rimsoestenen

Runeteksten på Rimsø-stenen er speciel og starter på stenenes smalside. (Fra Danske Fortidsminder hjemmeside)