Vildroser

Placering:
Rosengården ved Bredgade

Opstillet år:
1996

På initiativ af:
Boligselskabet Grenaa af 1945

Materiale:
Pladejern

Kunstner:
Bente Wulf

Finansieret af:
Nykredit og Boligselskabet Grenaa af 1945’s Kunstfond

 

b007839 

Vildroser blev afsløret den 12. oktober 1996 i forbindelse med indvielsen af Rosengården. I den anledning skrev Dagbladet Djursland den 14. oktober:

For snart halvandet år siden – på en råkold og våd forårsdag – tog formanden for Grenaa Boligselskab af 1945, Birte Nørager, det første spadestik til Rosengården ved Bredgade.

Lørdag blev 24 lejligheder officielt indviet. Lejlighederne har været beboet i måneder, men der manglede prikken over i’et. Et kunstværk af den lokale billedhugger Bente Wulf, som Birte Nørager afslørede efter sin indvielsestale.Vildrosernes blå stængler og orange blomster udstråler en bevist enkel skønhed, der nu pryder bunden af Rosengårdens indkørsel.

I sin korte tale sagde kunstneren, at roserne også kan opfattes som en klynge stjerneskud, også godt kunne bruges som sådanne, men at hun ikke garanterede for, at folks eventuelle ønsker ville blive opfyldt.

Inspirationen til kunstværket, der er af jern, hentede Bente Wulf i boligforeningens logos buede former samt byggeriets navn.

Skulpturen er skåret ud af 20mm jernplader, hvorefter den blev malet og svejset sammen, Materialet bevirker, at skulpturens samlede vægt sniger sig op mod de 1,5 tons. Bente Wulf fik hjælp fra fra blandt andet brugere af Schoubyhus, der svejsede sammen efter hendes instruktion.

b007922

Bente Wulf, billedhugger, uddannet på Århus Kunstakademi inden for keramik (1964-1966) og skulptur (1979-1984). Hun har deltaget i adskillige udstillinger og er med i “Aprilgruppen” i Grenaa. Bente Wulf er også bosat i Grenaa og har lavet flere udsmykningsopgaver for Boligselskabet Grenaa af 1945: Hjerteblod og Luft-Vand-Ild-Jord.