Hyllested Skovgaard                      Hyllested Skovgaard PDF

Forord

Jeg er født den 16. oktober 1924 i Hyllested Skovgaarde.
Ofte når jeg tænker tilbage på min barndom i den lille landsby i 1930erne, hægter bevidstheden sig på et af de lokale stednavne fra dengang. Som f.eks. Fulkær. Og jeg kan spekulere lidt over, hvad det navn betyder. Det spurgte jeg ikke om dengang, da jeg levede de steder. Det er først nu som ikke mere til stede der, at jeg er begyndt at fundere over det. Jeg ved da heller ikke, om navnet Fulkær stadig bruges som betegnelse på det terræn, som lå og vel stadig ligger en snes minutters gang i sydvestlig retning fra landsbyen, hvor jeg er født, og hvor jeg tilbragte de første 17 år af mit liv.

Måske stederne har fået andre navne, der passer bedre til de mennesker, der nu lever der. Og nogle navne er forsvundet, andre er kommet til, ligesom huse og steder ikke er helt de samme. Stedet er mig fremmed nu eller gør mig fremmed, og det virker på en eller anden måde skræmmende, fordi jeg har kendt den så godt, landsbyen og dens omgivelser med marker, veje, skove, kær, moser, bakker og udsigten ud over havet.

Når jeg i dag kommer tilbage til min barndoms landsby og parkerer på Skolepladsen – som slet ikke er skoleplads mere, fordi skolen ikke er skole mere, og man forlængst har udskiftet de tre fag vinduer, der overvågede Skolepladsen (da den var det) med deres myndige blikke – og idet jeg går rundt imellem landsbyens tillukkede huse med deres ukendte beboere, som ikke er hjemme, så er det ikke bare det, at husene virker anderledes, at vejene er asfalterede, at brugsen er nedlagt, at gadekæret er sløjfet, og at træer, buske og planter er forsvundet og erstattet med andre, og alt virker anderledes.

For ikke at tale om de mange lyde, der er forstummet: ingen skramlen af malkespande og mælkejunger, ingen knasen af tunge hjul mod grus, ingen klang fra hammer og ambolt, ingen støj fra et tærskeværk (denne sørgmodigt modulerede brummen et eller andet sted fra, som med mellemrum – hver gang et neg blev stukket ned i værkets slagmekanisme – blev afbrudt af en klagende stigen, som aldrig nåede en tilfredsstillende styrke, men uforløst faldt tilbage til grundtonens melankoli) og ingen dyrelyde, for den sags skyld heller ingen menneskelyde.

Altså, det er ikke bare disse konkrete tegn på, at tiden er gået hen over stedet og har udvisket eller forvrænget det. Det er mere den vemodige oplevelse af alligevel at kunne genkende eller i det mindste genkalde den oprindelige tilstandsform, som ligger bag ved disse alderdomstræk, og som af og til dukker klart frem i enkeltheder: en sænkning i terrænet – en stensætning ved vejen – en skråning bevokset med vilde jordbær – en kampestensmur – en stolpe til en havelåge.

Enkeltheder, som udløser uoverskuelige totalforestillinger om indholdsmættede livssituationer og tilværelsesforløb. På en gang føler man savnet af noget mistet og ønsket om på en eller anden måde at genskabe det, men indser samtidig urimeligheden i dette ønske og umuligheden af at skrue tiden tilbage (som man siger), og denne manglende overensstemmelse mellem følelse og indsigt er ikke rigtig til at have med at gøre.

Så det er med det, man kalder blandede følelser, at jeg ser det sted og søger et gensyn med den tid, stedet dækker over – lytter efter en genklang af det liv, som oplyste stedet og tiden engang, men som svinder mere og mere ligesom de vanskeligt tydbare inskriptioner, man undertiden ser på min. desten over forlængst svundne og ikke mere eksisterende personer og hændelser.
*
En følelse forbliver dog ublandet. Det er forundringen over, at jeg har levet og oplevet denne tid på dette sted, som faktisk ikke eksisterer mere. Af denne følelse udsprang trangen til i ord at fastholde erindringen herom. Der er selvfølgelig en hel del nostalgi i det, men jeg har da en ide om, at mine beretninger kan være af mere almen lokalhistorisk interesse. Med det for øje har jeg suppleret dem med en fremstilling af landsbyens oprindelse og udvikling.

Hvad det sidste angår, har jeg fortrinsvis baseret mig på arkivstudier ved Rigsarkivet, Matrikelarkivet og Landsarkivet for Nørrejylland. Af enkeltpersoner vil jeg nævne Erik Bøjstrup, som på grundlag af sine erfaringer gennem studier i Hyllested og Rosmus sognes lokalhistorie har bidraget med supplerende oplysninger, korrektioner og illustrationsmateriale.

INDHOLDSFORTEGNELSE
Forord
Afsnit I:
Schougaardene
Oprindelse
Schougaardene
Ørbækgaard
Skovgaardsgaarden
Vasegaardene og Bakkerupgaard
Poul Poulsens gaard
Højkærsvang
Gården, der blev til huse
Noter
Afsnit II:
Min barndoms landsby
Min far
Skolen
Landsbyen og verden
Brugsen
Mejeriet
Smedjen
Sprøjtehuset
Naturen
Batterierne
Krigen
Billedet
Radioen
Præsten og tolderen
Sex
Gud
Min mor
Noter