Mit livs Mangfoldighed

Bobby Berkhuijsen

PDF

Forord

Jeg er født i Amsterdam i 1931 af hollandske forældre. Jeg var deres førstefødte, og da jeg var syv uger gammel, flyttede vi til Italien, hvor min fars forældre havde slået sig ned på et landsted i Sydtirol.

Da jeg var to år gammel og havde fået en lillebror, flyttede vi til Rom, hvor min søster blev født. Min mor var journalist og skrev for hollandske aviser, min far handlede med kunst. Vi tre børn kom i en tysksproget skole for udenlandske børn i Rom. Ferierne tilbragte vi altid hos vore bedsteforældre i Sydtirol.

Efter krigens afslutning i 1945 rejste jeg for første gang til Holland. Jeg var da 15 år og kom på en international, engelsksproget kostskole, hvor jeg som 17-årig tog ”The English School Certificate”, der nærmest svarer til en dansk realeksamen.

Derpå var jeg ”et år i huset” på en dansk gård, og siden har jeg faktisk været i Danmark – i ca. 50 år med små afbræk. Som 24-årig blev jeg gift med en dansker og fik to døtre med fem års mellemrum. Forinden var jeg blevet uddannet til børnehavelærer og havde arbejdet to år i en børnehave. I 1961 fik jeg dansk statsborgerskab, og i 1962 blev jeg skilt, da min mand var alkoholiker.

Jeg opgav mit børnehavejob og blev tresproglig korrespondent på aftenskole. Som alenemor har jeg mest arbejdet på kontor, bl.a. seks år på Gutenberghus – på ”Anders And”s redaktion. Derpå arbejdede jeg en del år hos globetrotteren Jørgen Bitsch på Mols, og jeg sluttede af med otte år som turistchef i Rønde på Djursland. Herefter gik jeg på efterløn.

Nu er jeg pensionist, men er tillige guide på Kattegatcentret i Grenaa. Jeg er endvidere med i et erindringsværksted under HK-senior Djursland og har dér opdaget, hvor dejligt det er at skrive

Bobby Berkhuijsen

Dette er den femte bog fra Det historiske Udgiverværksted i Grenaa siden dets oprettelse i september 1996. Ved alle udgivelserne har lægesekretær Inge Larsen samt Bent Kjeldsen fra Grenaa Egnsarkiv været de aktivt arbejdende, og sådan har det også været ved nærværende udgivelse. I et samarbejde indbyrdes og med forfatteren har de stået for at klargøre manuskriptet til trykning: sproglig finpudsning og redigering, billedredaktion og opsætning. Tak for vel udført arbejde og for et godt samarbejde fra først til sidst.

Tilbage er kun at ønske læserne god fornøjelse.

Udgiverudvalget

Indholdsfortegnelse
Kapitel 1 : Vakke (far) 7
Kapitel 2 : Moenge (mor) 12
Kapitel 3 : Opa og Oma (farfar og farmor) 18
Kapitel 4 : Min italienske barndom 23
Kapitel 5 : Kvækerskolen EERDE 32
Kapitel 6 : Mit første år i Danmark 36
Kapitel 7 : Den svære kunst at blive voksen 40
Kapitel 8 : Norge – sommeren 1951 43
Kapitel 9 : I børnehavelære 47
Kapitel 10 : Ægteskab og børn 51
Kapitel 11 : På kontor 1960-71 55
Kapitel 12 : Jørgen Bitsch Safari 1974-80 59
Kapitel 13 : I kollektiv på Djursland 63
Kapitel 14 : Turisme på Mols 1981-88 65
Kapitel 15 : Christian 69
Kapitel 16 : Om at turde vove springet 71
Kapitel 17: Den tredje alder 74
Kapitel 18. Og bagefter? 77