Dobbeltskulpturen “AURA”

Placering:
Dronningens Ferieby på Kystvej.

Opstillet  år:
1992.

Materiale:
Galvaniseret jern.

Kunstner:
Kristian Dahlgård Larsen.

Finansieret af :
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse.

Dobbeltskulpturen_AURA_50-1

Baggrund. Opstillingen af dobbeltskulpturen af Kristian Dahlgård Larsen foran fælleshuset i Dronningens Ferieby var led i en kunsnerisk udsmykning af hele feriecentret. Statens Kunstfond stod bag projektet, og efter fondsbestyrelsens besøg i Grenaa for at bese det færdige resultat skrev Dagbladet Djursland den 5. September 1992:

I Dronningens Ferieby står – udover den flotte arkitektur – kunsten i centrum. Og det er kvalitetskunst med kæmpestort K til en samlet pris på over halvanden million kroner, som er med til at gøre feriebyen til en helt særlig oplevelse.
Med Statens Kunstfond og en privat stifttelse i ryggen har 16 fremstående kunstnere fået  lov at boltre sig både udendøre og inde på væggene i feriebyens 44 enkelthuse samt fælleshuset.
I alt er det blevet til 50 oliemalerier, 90 papir-arbejder i akvarel eller grafik, et flot, vævet vægtæppe og to skulpturer – og byen kan nu fremvise en så enestående samling af moderne, dansk kunst, at de fleste kunstmuseer må blive både gule og grønne af misundelse. Bortset fra en bevilling på 200.000 kroner fra den Hjelmstierne Rosencroneske Stiftelse til finansiering af billedhuggeren Kristian Dahlgård Larsens to særprægede metalskulpturer uden for fælleshuset er den kunstneriske udsmykning betalt af Statens Kunstfond.
Fondens særlige billedkunstneriske udvalg har udvalgt de kunstnere, som skulle sætte kulør på byen – og det var et særdeles fornøjet udvalg, som i denne uge besøgte Grenaa for at syne det færdige resultat sammen med blandt andet byggeriets arkitekter.
– Jeg er meget, meget tilfreds og finder, at det er et utroligt vellykket projekt, kunne formanden for det tre mand store udvalg, museumsinspektør Leila Krogh, glad fortælle efter rundvisningen til de forskellige huse.
Kunstnerne har hver fået et fast beløb til udsmykning af tre eller fire huse. De har derefter frit kunnet bestemme, hvordan de ville løse opgaven – og jeg kan sige, at feriebyen har fået en flot udsmykning på et meget højt niveau. Så må vi bare håbe, at brugerne synes det samme.
Formanden tilføjer, at bevillingen kun blev givet, fordi både byggeri og omgivelser i forvejen er på et meget højt niveau. Kunstfonden skal ikke være hjælpetjeneste og redde et dårligt eller grimt byggeri ved at pynte med kunst.

Det har ikke været muligt at finde en præcis opstillingensdato for skulpturen, men det kan indkredsen til en gang i det tidlige forår (apil) 1992.

Dobbeltskulpturen_AURA_50-2

Kristian Dahlgård Larsen, født 1958, billedhugger, uddannet på Kunstakademiet i København. Har indtil midten af 1980erne arbejdet inden for maleriet, men derefter især med det skulpturelle i både keramik og metal. Siden 1989 har han været fast tilknyttet Galerie Asbæk. Se Weilback: Dansk kunstnerleksikon (1995) under Dahlgård Larsen, Kristian.