Femte Maj Stenen i Vejlby

Placering:
Søren Quistsvej, Vejlby.

Opstillet år:
1946.

Anledning:
Danmarks befrielse 1945.

På initiativ af:
Beboere i Vejlby.

Tekst:
9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945

Materiale:
Natursten.

Femte_Maj_Stenen_i_Vejlby_21-1

Femte Maj Stenen i Vejlby er opstillet foran Vejlby skole. Det er en natursten med indskriften: ”9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945 “.

Mindestenen blev afsløret ved en befrielsesfest den 5. maj 1946. Ifølge Grenaa Folketidendes referat den 7. maj udtalte Pastor Clausen, Vejlby, følgende i sin velkomsttale til beboerne:

Den Sten, som er rejst her, har kun 3 Datoer som Indskrift: “9. April 1940 – 29. August 1943 – 5. Maj 1945”, men det er også nok. Den 9. April skal minde os om Nederlagets Dag, den 29. August 1943 er Oprejsningens Dag og den 5. Maj er Befrielsesdagen. De tre Datoer behøver ingen Kommentarer, men denne Sten skal minde os om de soldater, der mistede Livet den 9. April, om alle dem, der satte Livet til under Besættelsen, om dem, der sejlede i det Fremmede og blev derude, om dem, der sad i Fængsler og Koncentrationslejre, og om dem, der blev bundet til Pælen og nu ligger i Ryvangen. Den skal minde os om vor Konge, som holdt ud.

Proprietær Eriksen, Næsgaard, takkede på sognerådets vegne de mænd, som havde sørget for, at stenen blev rejst, og lovede at værne om den. Derefter gik forsamlingen til kaffebord og fællessang i skolens sal, og lærer Josephsen, som selv havde deltaget i modstandsbevægelsen og været i tysk fangelejr indtil befrielsen, udtrykte sin glæde over, at mindestenen var rejst uden for skolen,

…idet det er af Betydning for Børnene, at de kan have Stenen til at minde om, at Danmark var i Nød, men at der var nogle, som sammen med deres Komge gik ind i en Kamp for at faa Landet frit igen.

Stenen er flyttet nogle meter fra sin oprindelige plads i forbindelse med, at indgangen til skolen er ændret.