Baggrund. Den 26. september 1991 indviedes Grisetorvet i en nyistandsat udgave, og tidligere på måneden havde Arbejdernes Fællesorganisations ledelse foreslået at skænke en skulptur til opstilling på den nye plads. Forslaget forkastedes imidlertid på et ekstraordinært repræsentantskabsmøde. Det kunne dagbladet Djursland melde den 29. september.
Derefter overtog en komite opgaven med at skaffe de nødvendige 80.000 kroner til skulpturen. Til formålet blev der solgt marcipangrise, afholdt lotteri og solgt plakater af grisen, og i løbet af efteråret 1991 og foråret 1992 indsamlede komiteen ca. 60.000 kroner. Herefter gav Arbejdernes Fællesorganisation de sidste 18.000 kroner, og den 5. september 1992 kunne skulpturen afsløres og overdrages til Grenaa Kommune.
Grisen blev afsløret af kunstneren selv, og i den forbindelse sagde han bl.a., at han havde forsøgt at lave en lidt barsk gris, med humor. Ikke nogen anatomisk og biologisk korrekt kopi, men en skulptur der skal sidde >>lige i øjet<<, ligesom et godt maleri.
Dette nyinstandsatte torv var bl.a. med til at Grenaa fik Byplanprisen i 1998 – læs mere her
Aage Bruun Jespersen, billedhugger, er født i Viby i 1929, død i 2001. Han er uddannet som billedskærer hos Frode Albert Jensen, Århus, derefter på kunstakademiet. Han har modtaget flere stipendier og udmærkelser. Aage Bruun Jespersen arbejder oftest i granit. Han har bl.a. lavet mange dyrefigurer i forenklede, letopfattelige former, som er opstillede mange steder i Århusområdet.
I Grenaa kan man se hans “Tudse” foran Søndre Skole, Vandkunsten foran Grenaa Idrætscenter og “En Kakadue” på Toubroskolen. Se iøvrigt Weilbach: Dansk Kunstnerleksikon, 1995.