Mindesten for Søren Kanne

Placering:
Hjørnet af Kystvejen og Åboulevarden.
Opstillet år:
1926
På initiativ af:
Marineforeningen for Grenaa og Omegn.
Tekst:

  
Til Minde om den danske Bonde
  
Søren Mikkelsen Kannes
  
Heltedaad d. 16 Februar 1835.

  
Saa skulle dog alle I danske Mænd
  
Af Hjertet elske hinanden!
  
I Faren og Døden sig give hen
  
Den ene med Lyst for den anden!

  
Rejst af Marineforeningen for Grenaa og Omegn. 1926.

Materiale:
Natursten.
Øverst på stenen er indhugget Marineforeningens Emblem.
Finansieret af :
Indsamlede bidrag.

Mindesten_for_Soeren_kanne_17-4

Søren Mikkelsen Kanne var i 1835 en husmand på 34 år. Han boede i “Strandhuset” på Hessel Hede syd for Grenåen sammen med sin kone Karen. Den 15. februar 1835 gik et skib på grund i en voldsom snestorm ud for Grenaa Sønderstrand og blev slået til vrag ca. 50 m fra kysten. De tre besætningsmedlemmer kunne ikke gøre andet end at klamre sig til vraget. Den ene, Rasmus Svendsen, blev dog skyllet i havet og druknede. Dagen efter lykkedes det for den anden, Jens Larsen, at svømme i land, og der var nu kun skipperen, Ole Jensen Jyde, tilbage på vraget. Det lykkedes for Søren Kanne at ride to heste ud til skibet og få den næsten bevidstløse skipper op på den ene hest, mens han selv red på den anden. Han kom velbeholden i land med både skipper og heste.

Søren Kannes bedrift blev kendt over hele landet, idet den blev omtalt i mange af landets aviser og blade. I Århus samlede man ind til et sølvbæger til ham, og Kong Frederik den Sjette tildelte ham en medalje og et kontant beløb på 40 rigsdaler. Steen Steensen Blicher hørte om historien og brugte den i sit forfatterskab.

Søren Kanne blev boende i Strandhuset, der senere fik navnet Kannegården, til sin død i 1860. Han blev begravet på Ålsø Kirkegård, hvor der er rejst en mindesten med tre strofer af Blichers digt.

Mindesten_for_Soeren_kanne_17-5

Søren Kannes mindesten afsløres ved Grenaa Strand.
Søren Kannes familie.

Mindestenen for Søren Kanne blev afsløret ved Grenaa Strand den 9. maj 1926. Marineforeningen for Grenaa og Omegn havde sat sig i spidsen for arbejdet for at få rejst en mindesten. Der blev foranstaltet en indsamling til formålet. Stenen blev hugget af stenhugger Øvlesen, Grenaa.

I Grenaa Folketidende den 10. maj beskrives afsløringshøjtideligheden grundigt. Den blev overværet af ca. 1000 mennesker. Havnefogen Bilde bød velkommen, og pastor Lindegaard-Petersen, Vejlby, holdt afsløringstalen. Forfatteren Olaf Linck havde skrevet en sang til lejligheden. Nogle af Søren Kannes slægtninge var æresgæster ved højtide-ligheden, som sluttede på Badehotellet med en fest for særligt indbudte.

Stenen kom til at føre en noget omtumlet tilværelse. Den blev opstillet på stranden ud for det sted, hvor Søren Kanne red ud. Senere blev den flyttet til en plads i den da nyplantede plantage, som fik navnet Søren Kannes Plantage. I 1933 overdrog Marineforeningen mindesmærket til Grenaa kommune, som foretog en “modernisering”, idet man satte mindestenen op på et højt fundament af sten og drejede den, så den fik front mod havet, hvor Søren Kanne havde udført sin dåd.

I 1961 måtte den give plads for det første Hotel du Nord, nu den Kommunale Højskole. Den blev da opmagasineret i et års tid på kommunens oplagsplads i Bredgade, derefter blev den stillet op i plantagen et par hundrede meter syd for sin tidligere placering og rykket helt ud til Kystvejen. I 1976 blev den flyttet til sin nuværende plads.

Læs mere om Søren Kanne i Børge Kjær: Grenaa og den vide verden, 1992.

Steen Steensen Blicher: “En ny Vise om en Sømand og en Landmand”, et digt om Søren Kannes dåd. Se også statuen af Søren Kanne på Torvet.

Mindesten_for_Soeren_kanne_17-2