Johan Vilhelm Beck (f. 30 dec. 1829 – d. 30 sep. 1901) var en dansk præst og formand for Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark.
Johan Vilhelm Beck blev født i 30. december 1829 i Ørslev præstegård ved Slagelse, hvor faderen var præst. Efter at være blevet dimitteret fra Slagelse Latinskole i 1849 begyndte han efter faderens ønske at læse teologi og blev teologisk kandidat januar 1855. Studiet havde givet ham et mere personligt forhold til kristendommen, men i første omgang blev han dog ikke præst, men lærer ved borgerskolen i Kalundborg. Påvirket af Kierkegaard fandt Beck heller ikke et præsteembede tiltrækkende. Da faderen i julen 1855 blev syg, gik Beck imidlertid ind på at blive kapellan hos ham i Ubby Sogn ved Kalundborg. Han havde dette embede i årerne 1856 til 1865. Ifølge ham selv oplevede han her i 1859 en fornyet forståelse af betydningen af begrebet nåde.
Det var også under tiden i Ubby, at Beck kom i kontakt med 1800-tallets vækkelsesbevægelser. I første omgang var det den grundtvigske retning, men mødet med Indre Mission, fik større betydning. Foreningen var begyndt som en lægmandsbevægelse, der havde to lønnede missionærer. De første år bar foreningen præg af interne problemer, og ved generalforsamlingen i Stenlille 13. september 1861 blev den ene missionær, Jens Larsen, direkte fyret. Beck var året forinden kommet i kontakt med foreningen og var blevet inviteret til at prædike ved generalforsamlingen. Generalforsamlingen endte med at den gamle forening blev opløst, og en ny, Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark, blev dannet. Beck trådte ind i bestyrelsen for den nye forening sammen med sin ven Johannes Clausen, mens den gamle forenings formand, provst C.F. Rønne, også blev formand for den nye forening. Reelt blev det dog Beck og Clausen, der kom til at fungere som foreningens ledere i de kommende år. Fra 1. januar 1862 blev det således Beck, der var redaktør for Indre Missions Tidende. Det var også ham, der i 1869 førte an i et egentlig brud med grundtvigianerne. I 1881 afløste Beck Rønne som formand for foreningen.
I 40 år styrede Beck med fast hånd og konservativ varsomhed, strategisk overblik og journalistisk dygtighed foreningen, fra 1881 officielt som formand for den selvsupplerende bestyrelse. Beck gjorde Indre Mission til en landsdækkende kirkelig retning med missionærer, “samfund”, missionshuse m.m.,
Efter faderens død i 1865 blev Beck sognepræst i Ørum-Ginnerup sogne på Djursland fra februar 1866. Det var ikke det mest indbringende embede, og Beck måtte derfor foruden sit arbejde som sognepræst, som i hans tolkning var omfattende, og sit engagement i Indre Mission også kaste sig over driften af præstegården, der ellers havde været bortforpagtet. I 1874 skiftede han dog til det mere indbringende embede i Ørslev og Solbjerg sogne, hvor han var født. I dette embede blev Beck til sin død.
14. marts 1860 blev Beck gift med sin kusine, Nina Charlotte Staffeldt (1834 – 1905), som han fik 10 børn med, hvoraf fire dog døde inden de blev voksne. En af sønnerne, Otto Beck (1867-1948), virkede som arkitekt for Indre Mission, og en af de andre sønner Filip Beck (1868-1962) gik i faderens fodspor og blev sekretær for Kirkelig Forening for Indre Mission i Danmark, 1896 og senere sognepræst først ved Ryde og Handbjerg sogne (1902), og dernæst i Stenmagle og Stenlille, (1914-1934).