Inskription på gravstenen:
Søren Kande
født 1801 – død 1860
„Hej Landsmand! sid op nu! hvis du vil med,
„Og hold saa din Dreng ved hans Trøje!“
Han sidder der alt — og igjen nu afsted –
Det var noget Andet end pløje.
De Bølger de brusede over dem bradt;
De Tvende holdt fast ved hinanden –
Men see kun! nu har de jo Landet fat,
Og frelste de springe paa Stranden.
Saa skulle dog alle I danske Mænd
Af Hjertet elske hinanden!
I Faren og Døden sig give hen
Den ene med Lyst for den Anden!
Inskription af Sten Steensen Blicher – 3 vers fra digtet Søren Kanne
Søren Mikkelsen Kanne (Kande) Dansk bonde født den 10. februar 1801 i Hessel Strandhuse, Ålsø, Grenå. Død den 10. november 1860 i Ålsø, Grenå.
Søren Mikkelsen Kanne boede i Strandhuset på Hessel Hede syd for Grenå. Ernærede sig dels som bonde og dels som snedker. Søren Kanne blev kendt for en utrolig farlig redningsaktion ud for Hessel Strand den 16. februar 1835.
Skipper Ole Jensen Jyde af Hornbæk sejlede ud om morgenen den 15. februar, fra Helsingør havn med sin jagt “Bente Marie” for at sejle en ladning salt til Grenaa. Besætningen bestod af skipper samt to matroser, Jens Larsen og Rasmus Svendsen.
Det var en en stærk østlig kuling da de sejlede over Kattegats bølger, og hen under aften fik de Grenaa havn i sigte, da det uheld skete at “Bente Marie” blev kastet ind på Hessel strand som et ituslået vrag.
Der var ingen på land der bemærket den lille skudes stranding, så besætningen måtte selv prøve at redde sig i land. Det blev en uhyggelig nat, hvor de var vidner til at den ene matros Rasmus Svendsen blev slået over bord af bølgerne og druknede. Om morgenen foreslog Jens Larsen at de skulle kaste sig i vandet og svømme i land. Skipper Ole Jensen var så afkræftet, at han ikke ville gøre forsøget. Det lykkesdes virkelig Jens Svendsen at kæmpe sig gennem brændingerne og op på strandbedden. I megen forkommen tilstand nåede han strandhuset, hvor han samlede kræfter igen.
Omtrent samtidig kom Søren Kanne med sin fader kørende til stranden, og opdagede den strandede skude, hvor de kunne høre skipperens nødråb. Søren Kanne red med to heste gennem brændingen ud til et nødstedt – og nærmest ituslået – skib, og reddede skipperen i land. Redningsaktionen blev beskrevet i bl.a. “Ugeblad for den danske Bonde” den 24. februar 1835. Amtmanden skrev til kongen om Søren Kanne; og kong Frederik VI tildelte Søren Kanne “Medaillen for Druknedes Redning” og 40 Rigsdaler. Den 11. juni 1835 skriver Aarhus Stiftstidende om forløbet, og en række borgere i Århus skænker Søren Kanne et sølvbæger med følgende inskription:
“Fra borgere og borgerinder i Aarhus til boelsmand Søren Kanne, den højmodige frelser af et menneskeliv.”
Steen Steensen Blicher skrev i 1838 digtet “En anden og ny Vise om en Sømand og en landmand” om Søren Kanne. Ironisk nok led Søren Kanne druknedøden den 10. november 1860, ledte efter en bortløben ko, faldt i åen og druknede. Søren Kanne blev begravet ved Ålsø Kirke.
På mindestenen er gengivet de sidste 3 vers af Blichers digt.
I 1926 rejste Marineforeningen for Grenaa og Omegn en mindesten ved Grenå Strand; og i 1949 afsløredes på Grenå Torv en bronzestatue af Søren Kanne, udført af Johannes Bjerg.