Mindestenen for fiskere blev afsløret ved en højtidelighed den 19. november 1977. Formanden for Grenaa Fiskeriforening, Ragnar Nielsen, holdt en mindetale, hvori han fortalte om et forlis i 1976, hvor tre fiskere omkom, og om ulykker i 1975, hvor ligeledes tre fiskere havde mistet livet. Dette var anledningen til, at stenen blev rejst. Efter forliset i 1976 blev der holdt en mindegudstjeneste i Grenaa Kirke, hvor der blev samlet ind til mindestenen, desuden var der kommet gaver fra folk i Grenaa og fra fiskere på Anholt.
Ragner Nielsen udtalte ved mindehøtideligheden:
– Hvem ringer klokkerne for? Sådan hedder en berømt roman. – Vor tid er fattig på fællesskab imellem mennesker. –
– Vi har let ved at holde os på afstend af andres nød og ulykke. – Det er jo ikke os, klokkerne ringer for, og fortsatte:
– Her ved havnen har vi havet havet til fælles om vort arbejde. Vi kender alle denne arbejdsplads. Vi lever af denne rigdom. Vi kender dens farlighed, når dårligt vejr sætter ind. Vi har i dag mange tekniske hjælpemidler om bord og har lært at mestre mange krittiske situationer. Men når havet tager en, så føler vi alle, at klokkerne ringer også for os. Da føler vi fællesskabet. det har I pårørende mærket. –
– Så lad da denne sten stå her i fremtiden og tale om havet derude – og dets fare. Men stene vil også tale om fællesskabet i faren. At vi vil huske dem, der mistede livet under udførelsen af deres arbejde til gavn for for deres hjem og deres kære, sagde Ragner Nielsen, der derefter foretog afsløringen af stenen. –
Grenaa Kommune stod for anlægget omkring mindestenen. Den store granitsten var bragt i land fra havet, hvor en fisker havde fået den i sit trawl.