Kvindernes Frihedseg i Grenaa Lystanlæg blev plantet grundlovsdag den 5. juni 1915, da en grundlovsændring gav kvinderne valgret.
For opnåelsen af politiske rettigheder kæmpede først enkelte kvinder, senere kvinder i fællesskab i foreninger som Dansk Kvindesamfund fra 1871, Kvindelig Fremskridts-forening fra 1885-1900 og Kvinde Valgretsforeningen 1889-1897. Resultaterne af kvindebevægelsen og samfundets stigende behov for kvindelig arbejdskraft blev, at kvinderne lidt efter lidt opnåede politisk ligestilling. Ved lov af 15. 5. 1903 fik de valgret og valgbarhed til de nyoprettede menighedsråd, ved kommunalloven af 20. 4. 1908 fik de valgret til de kommunale råd, og ved grundloven af 5. 6. 1915 opnåede de fuld politisk ligestilling.
Overalt i landet blev kvindernes nyerhvervede rettigheder fejret ved grundlovsfesterne i 1915, og i København gik kvinderne i et stort optog til rigsdagen og kongen for at takke for den nye grundlov. Mange steder i landet plantede man kvinde-ege til minde om begivenheden.
I Grenaa var der en aktiv kvindevalgretsforening, der stiftedes i 1907. I bestyrelsen var bl. a. fru gasværksbestyrer Pouline Bostrup, fru dyrlæge Thyra Dyekjær og fru toldforvalter Eline Hansen, som i 1913 blev det første kvindelige medlem af Grenaa Byråd. For at fejre den politiske ligestilling tog foreningen initiativ til et egetræ i Grenaa Lystanlæg. I Grenaa Folketidende annonceredes begivenheden således den 3. Juni 1915:
Kvindernes Frihedseg
I Lighed med, hvad der finder Sted andre Steder i Landet, agter Kvindernes Valgretsforening ogsaa her i Byen Grundlovsdagen at plante en Eg til Minde om dagen, da Kvinderne opnåede politisk ligeret med Manden. Bestyrelsen har desaarsag henvendt sig til Byraadets Plantningsudvalg, der elskværdigt har givet Tilladelse til, at Egen plantes paa den af Bestyrelsen udsete Plads i det ny Anlæg, den første Plæne efter Indgangen fra Storegade ud for Bryggeriet. Egen plantes førstk. Lørdag Efterm. Kl. 3. Vi opfordrer alle, der har Interesse for Sagen, til at komme til Stede.
Kvindernes Valgretsforening.
Om plantningen af egen skrev samme avis den 6. juni:
Kvindernes Frihedseg plantes i Grenaa.
Overværelse af en ret talrig Forsamling plantede Kvindernes Valgretsforening i Grenaa Lørdag Eftermiddag en Frihedseg i en af Plænerne i Lystanlæget. Efter Sangen “I alle de Riger og Lande” bød Foreningens Formand, Fru Gasværksbestyrer Bostrup, Forsamlingen velkommen og holdt derpaa en smuk og velformet Tale til Højtideligheden. Hvad Kvinderne har kæmpet for i mange Aar, udtalte Fruen, er nu vundet. I Dag kan vi med rette sige, at Sejren er vor. Det er derfor naturligt, at vi har ønsket at give Dagen et synligt Minde, der kan stå for Efterslægten som et Tegn paa, hvad der skete 5. Juni 1915. Det er, som om vi først nu, da vi er blevet ligestillede med Mændene, er blevet en Del af det danske Folk, og vi er Kongen og Regeringen en varm Tak skyldig for den ny Grundlov, der giver os denne Ligestilling. Det er i Dag som al Taage, Modløshed og Skuffelse er trængt langt bort, thi hvem tæller vel Nederlagene paa Sejrens Dag.
Den Frihedseg, vi planter i Dag, da vi fik vor Ret, skal imidlertid minde os om, at vi samtidig fik Pligt til at være med i Arbejdet for Samfundets Vel. Vi må være vaagne og villige til at række Hænderne ud overalt, hvor der tiltrænges Hjælp.
Lad os da haabe, at det Skridt, der blev taget, da Kvinderne blev lige-stillede med Mændene, maa blive til Velsignelse for Fædrelandet. Foreningens Bestyrelse, Fruerne Bostrup, Dyekjær, Lønskov og Povlsen, plantede derpaa i Forening den smukke Eg, der var hentet fra Kommunens Plantage, hvorpaa Fru Bostrup rettede en Tak til Plantnings-udvalget for Træet og Tilladelsen til at plante det og til Hr. Lystrup for ydet Assistance. Samtidig udtalte Fruen Haabet om, at Udvalget vil pleje og hygge om Egen. Plantningsudvalgets Formand, Pedersen Damgaard, lovede, at Udvalget skulde værne og pleje om Træet og udtalte samtidig Haabet om, at Kvindens Frigørelse og Ligestilling maatte blive til Lykke for Kvinderne og Samfundet.
Den lille Højtidelighed sluttede derpaa med Sangen “Der er et yndigt Land”.
Kvindevalgretsforningen blev opløst efter det gode resultat, og året efter, i maj 1916, stiftedes en afdeling af Dansk Kvindesamfund i Grenaa, med Thyra Dyekjær som formand. I årene 1919-1937 var Thyra Dyekjær desuden byrådsmedlem, valgt for de konservative.
På hundredeårsdagen for landets første grundlov satte Dansk Kvindesamfund i Grenaa en plade på kvindeegen med teksten “Kvindernes Eg, plantet 5-6-1915. 1849 1949”.
Thyra Dyekjær, som var afgået som formand for foreningen i 1941 og derefter udnævnt som æresmedlem, foretog afsløringen af pladen og holdt en tale ved højtideligheden i Anlægget.
I J. A. Nielsens bog “Grenaa Minder” fra 1975 kan man læse mere om Kvindernes Frihedseg i Grenaa Lystanlæg.